7-kabale

Solitaire er en fælles betegnelse for kortspil for én spiller, hvor kortbunken lægges ud efter bestemte regler, og resultatet afhænger af en kombination af kortenes rækkefølge, logik og tålmodighed. I dag forbindes ordet ofte med computerudgaven Klondike, men traditionen for kabaler er langt bredere og ældre: den omfatter dusinvis af spil med forskellig grad af tilfældighed, strategi og sværhedsgrad.

Spillets historie

Kortspillets rødder og de første former

Den præcise dato for kabalernes opståen kendes ikke, fordi tidlige kortfornøjelser længe eksisterede som mundtlig og hjemlig tradition. Spil med udlægning af kort opstod dér, hvor spillekort allerede var udbredte, men hvor der ikke altid var partnere til et almindeligt spil. Én spiller kunne bruge kortbunken som en opgave i orden, opmærksomhed og beregning: kort blev flyttet efter kulør, rang, farve eller særlige mønstre, og succes afhang af, om det lykkedes at føre en kaotisk givning frem til en forudbestemt form.

I europæisk kultur blev kabaler mere synlige i det 18. og 19. århundrede. De blev ikke kun opfattet som spil, men også som en rolig beskæftigelse i hjemmet, i salonen eller på en lang aften. I forskellige lande satte forskellige navne sig fast: i den franske tradition brugte man ordet patience, som fremhæver tålmodighed, mens det engelske solitaire betyder et spil, der spilles alene. Det russiske ord «пасьянс» kom gennem fransk påvirkning og bevarede længe tonen af en langsom, næsten rituel udlægning af kort.

De tidlige kabaler var mangfoldige. Nogle mindede om gåder, hvor næsten al information var synlig, og spilleren beregnede rækkefølgen af handlinger. Andre afhang mere af tilfældet: en del af kortene lå i bunken, og partiets videre udvikling blev først klar efter nye vendinger. Derfor har kabale altid ligget mellem spil og opgave. Der er en tilfældig givning, men der er også valg, som kan forbedre positionen eller tværtimod føre den ind i en blindgyde.

Solitaire i hverdagen og kulturen

I det 19. århundrede blev Solitaire en af de mest praktiske kortbeskæftigelser. Man behøver ikke selskab, man skal ikke diskutere indsatser, aftale hold eller holde et hurtigt tempo. Et bord, en kortbunke og kendskab til reglerne er nok. Denne tilgængelighed gjorde kabaler populære blandt mennesker, der ville udfylde en pause, falde til ro, prøve deres opmærksomhed eller bare bruge tiden uden ydre uro.

Solitaire fik også symbolsk betydning. I litteratur og hverdagskultur blev udlægning af kort ofte forbundet med venten, eftertanke og forsøget på at se orden i tilfældighed. Nogle gange blev kabale næsten opfattet som spådom, selv om spilleregler og forudsigende praksisser ikke er det samme. Denne dobbelthed hjalp genren med at overleve: for nogle var den underholdning, for andre en måde at samle sig på, og for andre igen et velkendt ritual, der ikke krævede en samtalepartner.

Med tiden opstod faste familier af kabaler. Klondike bygger på spillefeltet, talonen og grundbunkerne; FreeCell gør næsten al information åben og forvandler partiet til en logisk opgave; Spider Solitaire kræver, at man samler lange sekvenser inde i arbejdsområdet; Pyramid bygger på at fjerne par af kort med en bestemt sum. Disse spil har forskellige regler, men de forenes af én idé: spilleren mindsker gradvist kaosset i den første givning og forsøger at føre kortbunken til en klar struktur.

Overgangen til den digitale tidsalder

Kabaler fik virkelig masseudbredelse med personlige computere. Kortspillet, som før skulle lægges ud i hånden, passede ideelt til skærmen: programmet blandede selv kortene, kontrollerede tilladte træk, lod spilleren hurtigt begynde et nyt parti og krævede ingen bordplads. Det ændrede måden at spille på. Solitaire var ikke længere kun en hjemlig aktivitet med fysiske kort, men blev en kort digital pause, som var tilgængelig når som helst.

Versioner, der var indbygget i populære operativsystemer, spillede en særlig rolle. For mange brugere blev computerens Klondike det første møde med Solitaire. Det var enkelt, forståeligt og altid lige ved hånden. Spillere åbnede det i nogle få minutter, men lærte efterhånden strategien: hvornår man skulle vende kort, hvornår man skulle frigøre en kolonne, hvornår et kort skulle flyttes til en grundbunke, og hvorfor et forhastet træk kunne blokere partiets videre udvikling.

Computerversionerne ændrede også forholdet til fejl. I det fysiske spil kunne spilleren glemme rækkefølgen af træk eller ved et uheld forstyrre udlægningen, mens digital Solitaire gjorde det muligt at fortryde træk, gemme partier, vælge sværhedsgrad og sammenligne resultater. Dermed kom genren tættere på gåden: selv en kendt udlægning kunne ses som en opgave, der kunne løses mere præcist, hurtigere eller med færre overflødige træk.

I dag findes kabaler i browsere, mobilapps og klassiske kortsæt. De har bevaret deres vigtigste fordel: et parti kræver ingen modstandere og passer let ind i en kort pause, men kan stadig være dybt nok for en opmærksom spiller. Forskellige varianter tilbyder forskellig balance mellem tilfældighed og strategi, så Solitaire er ikke ét spil, men en hel genre af kortopgaver. I denne genre er det let at ændre reglerne, men svært at ændre grundlaget: spilleren arbejder med et begrænset sæt træk, åbner gradvist muligheder og søger det øjeblik, hvor spredte kort begynder at danne et system. Derfor forbliver Solitaire forståeligt, selv når tider, enheder og spillevaner ændrer sig.

Solitaire har overlevet skiftende tider, fordi den grundlæggende idé er enkel og holdbar: af en tilfældig givning skal der gradvist skabes orden. Netop det gør genren forståelig for begynderen og stadig interessant for den spiller, der vender tilbage til den år efter år.

Reglerne i Klondike

Klondike er den mest kendte variant af Solitaire og kaldes ofte blot «Solitaire» eller kabale. Spillet spilles med et almindeligt sæt på 52 kort uden jokere. Målet er at flytte alle kort til fire grundbunker efter kulør, fra esser til konger. Hver grundbunke bygges separat: hjerter på hjerter, spar på spar, ruder på ruder og klør på klør.

I begyndelsen lægges kortene ud i syv arbejdskolonner. I den første kolonne ligger ét åbent kort, i den anden ét lukket og ét åbent kort, i den tredje to lukkede og ét åbent kort og sådan videre til den syvende kolonne. Resten af kortene danner talonen. Fra talonen vender spilleren kort til affaldsbunken: i nogle versioner ét ad gangen, i andre tre ad gangen. Netop denne vendemåde påvirker partiets sværhedsgrad meget.

I arbejdsområdet flyttes kort i faldende rang og med skiftende farve. For eksempel kan en rød nier lægges på en sort tier, og en sort dame på en rød konge. Kuløren betyder ikke noget i arbejdsområdet; kun rang og farve tæller. Hvis der på det øverste åbne kort i en kolonne ligger en passende sekvens, kan hele sekvensen flyttes med bevaret orden.

Når et lukket kort i en kolonne kommer øverst, skal det vendes. Det er en af de vigtigste måder at komme frem i partiet på: jo flere skjulte kort der bliver tilgængelige, jo flere muligheder opstår der for de næste træk. Hvis en kolonne bliver helt tom, må der kun lægges en konge eller en sekvens, der begynder med en konge. Derfor er en tom kolonne værdifuld, men den skal bruges bevidst.

Grundbunkerne fyldes i stigende rækkefølge. Først lægges esser, derefter toere, treere og de næste kort i samme kulør. At flytte kort til grundbunkerne bringer sejren nærmere, men det er ikke altid klogt at gøre det straks. Nogle gange er kortet stadig nødvendigt i arbejdsområdet som støtte for et andet kort i modsat farve. Hvis man fjerner det for tidligt, kan man miste et vigtigt mellemtræk.

Talonen bruges til at finde de kort, der mangler i arbejdsområdet. I varianten med ét kort ad gangen ser spilleren flere muligheder og kan oftere vende tilbage til det nødvendige kort. I varianten med tre kort ad gangen er adgangsrækkefølgen mere kompliceret: et kort kan være synligt, men midlertidigt utilgængeligt, så længe andre kort i affaldsbunken ligger oven på det. Derfor kræver partiet ikke kun, at man finder det oplagte træk, men også at man forstår talonens kommende cyklus.

Partiet vindes, når alle kort er flyttet til grundbunkerne. Nederlag opstår ikke formelt, men praktisk: spilleren når en position, hvor der ikke kan åbnes nye kort, frigøres en kolonne eller hentes det nødvendige træk fra talonen. I digitale versioner kan man fortryde nogle træk, begynde en ny givning eller ændre vendemåden.

Råd og teknikker til Klondike

Det vigtigste råd i Klondike er først at åbne skjulte kort og ikke bare udføre alle tilgængelige træk i rækkefølge. Et åbent kort giver information og nye muligheder, mens et lukket kort forbliver en hindring. Hvis valget står mellem at flytte et kort fra affaldsbunken og et træk, der åbner et kort i en kolonne, er den anden mulighed ofte mest nyttig. Jo tidligere en dyb kolonne åbnes, desto lettere bliver partiet at styre.

Det er især vigtigt at frigøre kolonner, men en tom kolonne må ikke stå uden nytte. Der kan kun lægges en konge på den, så før man frigør pladsen, bør man vide, om der er en tilgængelig konge eller en sekvens med en konge. Hvis et sådant træk ikke findes, hjælper den tomme plads foreløbig ikke. Men hvis kongen er tilgængelig, kan den nye kolonne åbne en lang kæde af omflytninger og give adgang til flere lukkede kort.

Skynd dig ikke at flytte alle kort til grundbunkerne. Esser og toere kan normalt fjernes sikkert, men kort i mellemste rang er nogle gange nødvendige i arbejdsområdet. For eksempel kan en rød sekser være nødvendig for en sort femmer, der dækker et vigtigt kort. Før et kort flyttes til en grundbunke, er det nyttigt at kontrollere, om feltet derefter bliver mindre fleksibelt.

I varianten med tre kort ad gangen er det vigtigt at huske rækkefølgen i talonen. Man behøver ikke holde hele bunken i hukommelsen, men det er nyttigt at bemærke, hvilke kort der vises sammen, og hvilket der bliver tilgængeligt efter næste gennemløb. Nogle gange består det rigtige træk i ikke straks at tage et kort fra affaldsbunken: hvis det bliver liggende, kan næste cyklus give en bedre kombination.

Prøv ikke at skabe lange sekvenser kun for ordenens skyld. En flot samlet række kan være ubrugelig, hvis den blokerer en kolonne og ikke hjælper med at åbne nye kort. En god sekvens i Klondike er en, der frigør plads, flytter en konge til en tom kolonne eller åbner et skjult kort. Hvert træk bør vurderes ud fra, hvad det giver om nogle få skridt.

Det er også nyttigt at holde øje med farvebalancen. Hvis der mangler sorte kort af den nødvendige rang på feltet, kan de røde kort under dem sidde fast længe. Nogle gange er det bedre at bevare en alternativ støtte og ikke flytte det eneste passende kort et andet sted hen. Denne tilgang er især vigtig midt i partiet, når nogle grundbunker allerede vokser, men arbejdsområdet endnu ikke er ryddet.

En anden teknik er at arbejde med de tungeste kolonner. Jo flere lukkede kort der er i en kolonne, desto højere prioritet har den. At åbne ét kort i en lang kolonne er ofte vigtigere end flere små omflytninger i korte kolonner. Hvis et træk ikke åbner et kort, ikke frigør plads og ikke fremmer en grundbunke uden risiko, bør man lede efter en mere nyttig mulighed.

Klondike kombinerer tilfældig givning med opmærksom planlægning, så ikke alle partier behøver at kunne løses. Men omhyggeligt spil øger chancerne mærkbart: åbn skjulte kort, pas på tomme kolonner og lav ikke automatiske træk bare fordi reglerne tillader dem.